September Workshop

15 af landets dygtigste arkitekter, opfindere og designere tog turen til Motorfabrikken i starten af september. Missionen var at samle så mange lyse idéer som muligt til brug i de senere, mere konkrete tegninger og planer for fabrikkens restaurering.
To af vores dogmer har hele tiden været:
- Søg viden, hjælp og inspiration udefra
- Lav sjove projekter med vores venner
Og denne workshop kombinerede disse to på fornemste vis.
Det resulterede i en helt igennem fantastisk weekend med kreative idéer, overraskende påfund, spændende meningsbrydninger, friskfangede skrubber og drinks på Kalkovnen.

BEVARELSE / FORNYELSE

Weekendens store tema var aksen mellem bevarelse og fornyelse.
Hver eneste idé kan placeres på denne skala, og dét at finde den hel rette balance mellem de to poler, bliver en af vores store udfordringer:
Hvis vi krænger for meget over til bevarelsessiden, så risikerer vi at blive et museum
Og hvis vi trækker for meget i den anden retning, så mister vi bygningens sjæl og historiske fundament.
Alle workshoppens deltagere var enige om en placering et sted i midten. Men det var spændende at høre argumenterne for udsving til den ene og til den anden side.
 

GRUPPEARBEJDE

Deltagerne var i workshoppens første fase inddelt i tre arbejdsgrupper:
Én gruppe skulle arbejde med det arkitektoniske, fysiske udtryk i bygningen
Én gruppe skulle arbejde med det konceptuelle og værdimæssige for foretagendet
Og én gruppe skulle arbejde specifikt med idéer til et værksted/maker-space
Her er en udvalgt række af de mange tanker, som blev tænkt, tegnet og beskrevet i løbet af weekenden.

MODULÆLRE RUM
Fabrikkens nuværende udformning stammer fra motorproduktionsæraens effektivitet; alting står som det gør, for maksimal produktivitet.
Den tanke kan man videreføre ved at gøre de fremtidige rum så effektive og produktive som muligt: sørge for at rummene er fleksible, interiøret flytbart og foranderligt.

FABRIKKEN SOM ET SKIB
Hvis en opfinder eller kunstner tager et ophold på Fabrikken, så er vedkommende naturligt afskåret fra mange ressourcer og materialer, som nemt kan skaffes på fastlandet.
Det kan vendes fra en ulempe til en fordel ved at tænke på opholdet som om det var et togt ombord på et skib.
Her pakker man alt, hvad man har brug for. Man er tvunget til at tænke sit projekt igennem, og dermed blive skarp på, hvad man har af ressourcer.

Fil_004 (1).jpeg

ÅND & HÅND
Et fængende slogan for de aktiviteter, der skal foregå på fabrikken.
Ånden dækker de aktiviteter som omhandler teori, konceptudvikling og stemning.
Hånden dækker de aktiviteter som omhandler afprøvning, prototyping og praktisk læring.
Og i alle aktiviteter skal Ånd og Hånd kombineres.

SØFARTSBYENS UDSYN
Det skal være en selvfølgelighed at Fabrikken tiltrækker fagpersoner, viden og inspiration udenøs fra. Der skal herske et nysgerrigt udsyn som bygger på søfartsbyens tradition om at hjembringe sager og ideer fra fjerne egne.

Fil_007.jpeg

KONKRETE IDEER

Her er en lille håndfuld af nogle af gruppernes sjove, konkrete idéer:

ET "BLÅT FORTORV"
En visuel rute, der går tværs gennem bygningen. Hvis man står og kigger ind ad (det for nuværende punkterede) vindue i den søndre ende, så er det faktisk muligt at kigge hele vejen gennem butiksdøren, værkførerburet, ud i maskinhallen, og hele vejen ud til Eriksens Plads. Det ville skabe en sammenhæng og åbenhed i bygningen.

HISTORISK TERRAZZOGULV
Man kunne skabe et nyt gulv i fabrikken ved at støbe små ukurante metaldele ned i beton, og slibe det på samme måde som man laver terrazzo. Så ville dele af bygningens historie ligge for fødderne af os.

KREATIV MADPRODUKTION
En drejebænk kunne omdannes til en rotisseri-grill, En søjleboremaskine kunne omdannes til kaffemaskine. Og en hydrauliskpresse kunne omdannes til en juicepresser.

UNIFORMERING
Man kan lave det til et dogme, at alle der arbejder på fabrikken, gæster som ansatte, skal uniformeres i kedeldragter eller jakker med logo. Det skaber sammenhæng med fortiden, og en sportslig holdånd.

PROOF OF CONCEPT

Ét af de store spørgsmål vi stillede deltagerne var:

Hvad skal Motorfabrikken kunne tilbyde, som folk fra hele landet/verden vil rejse den lange vej til Havnegade for?

Og et af svarene var at netop denne workshop faktisk var en af de aktiviteter, som folk gerne vil rejse efter; en prototype på den slags aktiviteter, som vi vil afholde på længere sigt.
Det var et bevis på at hvis man skaber den rette stemning, tilrettelægger et logisk forløb og sørger for at sende folk færgetiderne - så er det ingen sag at lokke dygtige kræfter til!

Det er os desuden en stor glæde at en gruppe af arkitekter fortsætter samarbejdet, og bistår Christina Kjerulff i arbejdet med det nye tag.

Tusind tak til de 15 deltagere og til vores trofaste håndfuld af medhjælpere.
Vi glæder os til at se jer igen til rejsegilde!

Se deltagerlisten her.
FynsAmtsAvis’ artikel ligger her.
Og se avisens video fra dagen her.